Skip to content

Tænksomme tanker

Af Heidi Meldgaard Henriksen

Menu
  • Hjem
  • Om mig
  • Blog
  • Kontakt
Menu

De introverte, antennemenneskerne og de særligt sensitive – hvad er op og ned i disse beslægtede betegnelser?

Posted on December 19, 2021December 19, 2021 by Heidi Meldgaard Henriksen

Jeg har i mange år været bevidst om, at jeg er introvert. Det fandt jeg ud af i gymnasietiden, da jeg stakåndet forsøgte at følge med mine ekstroverte medstuderendes ræs af marathon-fester. Det er først inden for det seneste år, det er gået op for mig, at jeg ligeledes er et antennemenneske. Det ved jeg, fordi jeg har antenner (en usynlig forlængelse af kroppens nervetråde), som opfanger selv de mindste signaler fra omgivelserne. Herudover har jeg altid vidst, at jeg er særligt sensitiv på nogle områder, f.eks. når det kommer til fysiske fornemmelser og energier/atmosfærer. Men hvad er disse betegnelser egentlig for nogle størrelser og overlapper de ikke hinanden på ret mange områder? De spørgsmål har jeg stillet mig selv længe og vil her komme med et bud på det. Først vil jeg begrebsliggøre.

Helt overordnet forklares ‘introversion’ af den schweiziske psykiater Carl Gustav Jung som en personlighedstype, hvis orientering er indadvendt og som derfor bedst trives afskærmet fra ydre stimuli og social kontakt. Den introverte ’lader op’ alene, ser tingene an inden han/hun skrider til handling, kommer med gennemtænkte pointer, arbejder bedst alene og finder det akavet at være i den overfladiske samtale som small talk pga. dennes mangel på dybde. Modsat er ekstroversion at orientere sig udad og have et behov for social interaktion for at trives. Med denne beskrivelse menes det ikke, at den ene er mere social end den anden, blot at de fylder deres energibeholder op på forskellig vis. Imens den ekstroverte blomstrer i og fodres af omgivelsernes overflod af input, bliver den introverte overvældet af det og har svært ved at se informationerne, som en del af en større hele. Dette fortæller også at den introvertes fokus er på detaljerne frem for helhederne.

’Antennemenneske’ er, ifølge Maj Schou Rasmussen (clairvoyant og healer), en ikke særlig udbredt betegnelse af en person, der tager alle sanseindtryk ind, som ikke bryder sig om overraskelser og uventede besøg og som ønsker at krybe ind i et musehul når, der er præsentationsrunder. Med antennerne mærker de følsomt andre menneskers stemninger, altså deres humør og følelsesmæssige udsving, og energier i fysiske rum og objekter. De bliver meget påvirkede af høje lyde og stærkt lys. De er ofte menneskekendere, der kan se igennem folks adfærd. De bliver mere påvirket af kaffe (koffein generelt), alkohol og sukker end andre. De er spirituelle og er i kontakt med deres intuition. Dette behøver de ikke være bevidste om, men de bemærker at de modtager signaler, beskeder om eller mærker en fornemmelse af, at noget specifikt kommer til at ske, eller at nogen (f.eks. en skytsengel) passer på dem.

At være ’særligt sensitiv’ beskrives på netdoktor.dk som et nedarvet personlighedstræk, hvor personens sanser ikke er mere skarpe, men hvor hjernens og nervesystemets bearbejdning af sanseindtrykkene gør oplevelsen mere intens. Det kan bl.a. være en sensitivitet over for tøj der strammer/kradser, medicin, hudplejeprodukter, visuel og auditiv støj samt egne og andres følelser. De opfanger flere nuancer i verden og derfor er mange særligt sensitive beskæftiget med kunst og kultur. De har let til både tårer og latter og til alle nuancerne herimellem, hvilket giver dem mulighed for at blive eminente skuespillere.

For mig at se, er det ret begrænset hvad der adskiller disse tre betegnelser. Måske er det fordi jeg kan genkende mig selv i dem alle tre. Men tre hovedtræk dukker alligevel frem, når jeg kigger nærmere efter. De tre hovedtræk er at den introverte oplader energi afskærmet fra ydre stimuli, antennemennesket har kontakt til energier og den spirituelle verden og den særligt sensitive oplever verden mere intenst end andre. Her kan vi se hvordan de adskiller sig fra hinanden og hermed kan forklares som selvstændige betegnelser.


Det jeg bruger denne information til, er ikke at putte mig selv eller andre i kasser, men netop at gøre det modsatte. Med viden om betegnelsernes ligheder og forskelle, kan jeg komme det nærmere, hvordan jeg selv er indrettet og hvordan deres egenskaber giver mig ressourcer, der er med til at forme mig til den jeg er. Informationen har hjulpet mig til at acceptere og rumme bl.a. min sensitivitet over for stemninger og mit behov for alenetid, og jeg håber at det ligeledes vil hjælpe dig til at begynde at omfavne de sider af dig selv, som du måske i lang tid har modarbejdet eller skældt ud på. Og jo mere du modarbejder dig selv, jo mere sensitiv og irritabel vil du blive.

At være introvert og særligt sensitiv er betegnelser, der har en negativ klang i manges ører. Mest af alt fordi de, tænker jeg, ikke ved nok om de forskellige personlighedstræk. Men også fordi det ikke passer ind i dagens samfund, hvor vi skal være omstillingsparate, ikke må ’gå glip’ af noget, skal arbejde hurtigere og skal klare flere opgaver på den halve tid, skal fremstå billedskønne på de sociale medier, skal ’gøre’ i stedet for at ’være’ og… Alt sammen noget der gør det utrolig vanskeligt at stoppe op og tage en pause – det som er altafgørende for at de introverte og de særligt sensitive trives og kan leve fra deres fulde potentiale.

Men introverte, antennemennesker og særligt sensitive har mange fantastiske kvaliteter og egenskaber. En sans for detaljen, et nærvær, en åben port til spiritualiteten, et følelsesfyrværkeri og en dyb forståelse og forbindelse i mødet med andre mennesker, der er vigtige menneskelige egenskaber, som jeg ikke vil være foruden.

Hvordan jeg har lært at acceptere og rumme min sensitivitet og lært at bruge og leve fra kvaliteterne heri, til at gøre det jeg kan og ikke dunke mig selv i hovedet, for det jeg ikke kan, vil jeg tale mere om i et senere blogindlæg.

Fra mit hjerte til dit hjerte

// Heidi

Leave a Reply Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Seneste posts

  • Egoets magt – når du lader dine tanker skabe din virkelighed
  • ”Hjælpersyndromet” – når du hjælper andre mere end du hjælper dig selv
  • New year, new me kinda thing… Eller det stik modsatte
  • De introverte, antennemenneskerne og de særligt sensitive – hvad er op og ned i disse beslægtede betegnelser?
  • De drømme jeg ikke vidste jeg drømte

Seneste kommentarer

No comments to show.

Kategorier

  • Individ og samfund
  • Selvudvikling
  • Spiritualitet
© 2022 Tænksomme tanker | Powered by Minimalist Blog WordPress Theme